Da fyrvæsenet i 1914 begyndte at bestille fyrskibe, der fra starten havde fremdrivningsmotor, valgte man at give dem navne, som tidligere havde været anvendt til andre, men på det tidspunkt udfasede fyrskibe. Det virker lidt forvirrende og man ser da også ofte betegnelse Motorfyrskib anvendt i stedet for blot Fyrskib mange steder, for de i alt fire fyrskibe med indbygget motor, der nåede at blive bygget.

Fyrskib Nr. I alias Motorfyrskib Nr. I har mange ligheder med Fyrskib Nr. XVII, men skibets bredde er en smule forøget. Skibet havde lige fra starten radiostation og fremdrivningsmotor i form af en 125 hk totakts råoliemotor. Motoren blev senere erstattet af en 180 hk Alpha dieselmotor og på et tidspunkt udskiftede man tillige den oprindelige lanterne til ophejsning i stormasten, med en fastmonteret lanterne udstyret med glaslinse og elektrisk glødelampe.

Bygning af skibet havde man lagt i hænderne på Skibsbygmester Rasmus Møller i Fåborg, som på det tidspunkt allerede i 1905 og 1915 havde stået for bygning af Fyrskib Nr. XX og XXI. Kontrakten på skibet lød på 151.360 kr. Efter Marineministeriets godkendelse af kontrakten den 15. juni 1912 og til skibet lå færdigbygget og afleveret i København, gik der 786 dage, heraf udgør selve byggetiden dog kun omkring 470 dage. Man må have været tilfreds med Rasmus Møller værftets arbejde, for kontrakt på bygning af de næste tre og sidste danske fyrskibe fik de også.

Fra 1. juli 1967 til 1. august 1968 gennemgik skibet en større renovering på Nyborg Værft. Skibet fik ændret aptering, motorer og det elektriske anlæg ændret fra 110 volt jævnstrøm til trefaset 220 volt vekselstrøm.

Efter fyrskibsstation Vyl blev nedlagt i 1975 og nogle år frem, hvor skibet fungerede som reservefyrskib på stationerne Skagen Rev, Anholt N. og Møn S.E., tjente Motorfyrskib Nr. I næsten alle sine år i Nordsøen og primært på station Vyl. Det var derfor meget passende, at det 17. april 1980, hvor skibet forlod den sidste aktive fyrskibsstation Horns Rev i Nordsøen, fik lov at markere slutningen på den 102 år lange tilstedeværelse af fyrskibe i dette farvand.

I årene frem til 1988, hvor der ikke længere var behov for fyrskibe, fungerede det som observationsskib ved Hatter Barn og Møn S.E og ellers som reserveskib.

Efter nogle måneder oplagt og afrigget på Holmen i København, fik skibet i 1989 en ny ejer i "FONDEN TIL BEVARELSE AF MOTORFYRSKIB NR 1.". Den i Esbjerg hjemmehørende fond måtte betale 150.000 kr. for skibet. Den pris svarer til det fyrvæsenet betalte for skibet i 1914, hvilket næppe er helt tilfældigt.

Siden da har Motorfyrskib Nr. I ligget trygt og godt i Esbjerg havn på adressen: Motorfyrskibet nr. 1 – Esbjerg Strand, Esbjerg (2024). Her fungerer det som museumsskib og som yndet turistmål.
Senest tilrettet mandag 24. november 2025 22:40
Fakta
NavnMOTORFYRSKIB NR. I
FYRSKIB NR. I (2)
KaldesignalOYHG
IMO
MMSI
Bruttotonnage193.6 BT
Nettotonnage42.05 NT
Deplacement
Dødvægt
Egenvægt
Længde35,34 m
Overaltlængde
Bredde7 m
Dybde3,39 m
SkibsværftSkibsbygmester Rasmus Møller
Stabelafløbning1914
Ophugget/Forlist
Kildereferencer
1.Danmarks fyrtårne og fyrskibe, s. 182
2.Det kgl. danske Fyrvæsen 1560 - 1927, s. 64
https://slaegtsbibliotek.dk/925046.pdf 
3.MARITIM OG HISTORISK INFORMATION, FYRSKIB NR. I (II) MOTORFYRSKIB NR. I
http://www.jmarcussen.dk/maritim/skibsliste/side.php?id=309 
4.Motorfyrskibet nr. 1 Horns-Rev, Historien bag
https://www.fyrskibet-esbjerg.dk/ 
Motorfyrskib Nr. I på station Vyl
1.Foto: M/S Museet for Søfarts billedarkiv ©
Motorfyrskib Nr. I til kaj ved Fyrmagasinet i København.
2.Foto: M/S Museet for Søfarts billedarkiv ©
Motorfyrskib Nr. I til kaj i Esbjerg havn. Fotograf: Thomas Nielsen03-02-2018
3.Foto: M/S Museet for Søfarts billedarkiv ©
Motorfyrskib Nr. I, Esbjerg Strand. Foto: Henriette Gavnholdt Jakobsen.25-07-2022
4.Foto: M/S Museet for Søfarts billedarkiv ©