Fyrskib Nr. XII blev bygget hos De forenede Oplagspladser og Værfter i København efter samme tegninger som man to år tidligere anvendte til Fyrskib Nr. X. Det blev forsynet med samme art fyrapparat og tågesignal. Tågesignalanlægget var frem til 1903 drevet af en kalorisk maskine, herefter gik man over til at anvende en dampmaskine frem til 1924, hvor en petroleumsmotor tog over.

I 1915 fik skibet indstalleret en udvidelse af tågesignalet i form af en undervandsklokke, som skulle gøre det muligt at stedbestemme fyrskibsstationen, selv i meget tåget vejr. Da pejling efter det udsendte klokkesignal krævede installation af dyrt udstyr for at kunne foretage stedsbestemmelsen, fik systemet begrænset succes, men var dog sandsynligvis i brug til omkring 1930.

Sidste registrerede fyrskibsstation, skibet var udlagt på, er Schultz Grund fra 1925. Denne station blev nedlagt i 1944 og Fyrskib Nr. XII har muligvis været udlagt der i alle 19 år, men det vides ikke med bestemthed.

I Dansk Søfartstidende berettes der fredag 29-09-1944 at Schultz Grund fyrskib har været ramt af to eksplosioner og må på værft. Heldigvis kom ingen i besætningen alvorligt til skade. Der kunne meget vel være tale om Fyrskib Nr. XII, men det har desværre ikke været muligt at fastslå med bestemthed.

I 1953 solgte fyrvæsenet skibet til grosserer A. L. Sørensen i København, som ved at fjerne og sælge skibets kobberforhudning, fik en god fortjeneste. Derefter solgte han skibet videre til ny ejer. Herefter lå det i mange år i Christianshavns Kanal (Overgaden Neden Vandet i København K), hvor det fungerede som bolig for Svend Vestervig. Derfra drev han køreskole med skolevogne forsynet med mærket ”Køreskole Fyrskib XII”.

I marts måned 1984 er skibet registreret solgt til fire personer med adresse i Arizona, USA, heraf tre med dansk klingende navne.

Et skift til ny ejer omkring 1997-98, gik ikke så godt for det gamle skib. Udlån af skibet til sin søn, som ramme for en ungdomsfest, medførte at en lokal beboer, natten til den 28. november 1998, kappede strømmen til skibet. Udover et stop for den høje musik, betød strømafbrydelsen desværre også et stop for skibets lænsepumper.
Trods ihærdig indsats fra Falck og Københavns Brandvæsen endte skibet på bunden af kanalen og krængede over.
Efterfølgende blev det flyttet til Refshaleøen. Dets videre skæbne kendes ikke, men det er i marts 2025 fortsat registreret i det danske skibsregister.
Senest tilrettet onsdag 26. marts 2025 10:48
Fakta
NavnFYRSKIB NR. XII
KaldesignalOYHR
IMO
MMSI
Bruttotonnage137.47 BRT
Nettotonnage114.01 NRT
Deplacement
Dødvægt
Egenvægt
Længde31,51 m
Overaltlængde
Bredde5,81 m
Dybde3,14 m
SkibsværftDe forenede Oplagspladser og Værfter
Stabelafløbning1879
Ophugget/Forlist
Kildereferencer
1.Danmarks fyrtårne og fyrskibe, s. 119
2.Det kgl. danske Fyrvæsen 1560 - 1927, s. 61
https://slaegtsbibliotek.dk/925046.pdf 
3.Dansk Søfartstidende, År 1944, årgang 51, nr. 38, fredag 29. september 1944, s. 314 (pdf 706)
https://slaegtsbibliotek.dk/2024/938618.pdf 
4.Skibsbladet, OYHR - FYRSKIB NR. XII
https://shipregister.dma.dk/ship/980af2ce-052d-ec11-8128-0050569a1acd 
5.Sundby Sejlforening, Nr. 10, s. 7 (pdf 75)
https://sundby-sejlforening.dk/wp-content/uploads/pdf/1959.pdf 
Annonce om køreskole Fyrskib XII
1.Illustration: Sundby Sejlforenings Medlemsblad - årgang 1959