I juli 1829 afgik danmarks førte statsligt organiserede fyrskib til sin position og tændtes første gang natten mellem 14. og 15. juli. Fyrskibet skulle lede skibstrafikken gennem Kattegat og sikkert forbi Læsø og især Læsø Trindel.

En trindel er en gammel betegnelse for en mindre rundagtig, afrundet grund i havet. Læsø Trindel ligger omkring 13 km. nord til øst for Syrodde, som er den østligste pynt af Læsø.

Trindelen havde de seneste 268 år været afmærket med en klokketønde. Den viste sig at være følsom for stormvejr og det kneb til tider med pasning og tilsyn af den.

Tanken om placering af et fyrskib, som afløsning for klokketønden opstod i 1747. Inspirationen kom nok fra England, hvor man i 1731 havde udlagt verdens første fyrskib ved Nore, som er en lang sandbanke beliggende i overgangen mellem floden Themsen og Nordsøen.
Anvendelse af fyrskibe herhjemme mødte på trods heraf megen modstand. Mange foretrak et og gerne to fyrtårne på Læsø og begrundede det med fyrskibets manglende pålidelighed i isvintre og dårligt vejr.
Det endte med at være økonomien der bestemte. Et fyrskib viste sig billigere at etablere og havde den fordel at kunne markere selve Trindelsen beliggenhed.
Efterfølgende var der stadig ønsker fremme om fyrtårn på Læsø og disse ønsker blev til dels også indfriet, men først næste hundrede år senere i 1922, hvor der på Syrodde blev sat en såkaldt sølanterne, monteret på en 7 m høj jernbåke.

Fabriksmester, senere viceadmiral Andreas Schifter (1779-1852) stod for tegninger til Fyrskib Nr. I. For at sikre en solid, praktisk og holdbar konstruktion anvendte man egetræ. Skibet var udstyret med to master og gongon som tågesignal og kostede 36.400 rigsdaler (løst anslået lig 6-8 millioner kr. i 2024).

Som det første danske fyrskib fik Fyrskib Nr. I i 1868 installeret blinkapparat og blev dermed omdannet fra fyr med fast lys til blinkfyr.

Fyrskib Nr. I må ikke forveksles med Motorfyrskib Nr. I, som ofte og lidt ukorrekt, findes benævnt Fyrskib Nr. I.
Senest tilrettet mandag 24. november 2025 22:33
Fakta
NavnFYRSKIB NR. I
Kaldesignal
IMO
MMSI
Bruttotonnage
Nettotonnage
Deplacement
Dødvægt
Egenvægt
Længde22 m
Overaltlængde
Bredde5,6 m
Dybde2,4 m
SkibsværftJacob Holms Værft, Bodenhoffs Plads, Christianshavn i Danmark
Stabelafløbning1829
Ophugget/Forlist1881
Kildereferencer
1.Danmarks fyrtårne og fyrskibe, s. 175
2.Det danske Fyrvæsen gennem 400 År, s. 74-84
3.Det kgl. danske Fyrvæsen 1560 - 1927, s. 59
https://slaegtsbibliotek.dk/925046.pdf 
4.Oldmoney,
https://www.oldmoney.dk/ 
Tegning udført af Jacob Petersen. Original findes på Dragør Museum i København.
1.Maleri: M/S Museet for Søfarts billedarkiv ©
Model af Fyrskib Nr. I
2.Foto: M/S Museet for Søfarts billedarkiv ©