Carl Frederik Grove (1822-83) var leder af fyrvæsenet fra 1852 til 1883. Hans første kontakt med fyrvæsenet er i 1850 hvor han via sin stilling som ingeniør ved Holmens sejldugsvæveri bladt andet blev tilknyttet opførelsen af Sejerø fyr som fyrteknisk ekspert. Den 17. april 1852 udnævnes han til "Fyrvæsenets Inspektør og Ingeniør". Udnævnelsen følges 27. april af en ordre om udarbejdelse af en udførlig beskrivelse af fyrvæsenets tilstand og plan for dets udbygning. Grove går straks i gang med arbejdet og afleverer materialet allerede 12. august samme år "Plan til belysning af Det Danske Monarkies Farvande". Der nedsættes derefter en stor kommission, hvori også Grove er medlem, til behandling af planen, og den har 31. marts 1854 ligger en betænkning klar. Betænkningen giver forslag til en planmæssig udbygning af fyrvæsenet samt almindelige regler for farvandsbelysning. Så godt som alle forslag i betænkningen bliver med tiden taget til følge, så den er et meget vigtigt dokument i Fyrvæsenets historie.
I Grove's 31 år i fyrvæsenets tjeneste fik han oprettet 24 nye fyr og fik alle større fyr ændret fra spejl- til linsefyr.
Senest tilrettet onsdag 3. september 2025 10:58
Kildereferencer
1.Det kgl. danske Fyrvæsen 1560 - 1927, s. 11
https://slaegtsbibliotek.dk/925046.pdf 