Ved at udnytte den varme luftstrøm fra fyrets lyskilde, fx en vægebrænder til petroleum, til at drive et lille møllehjul, kunne der med denne frembringes nok kraft til bevægelse af tynde skærme af blik, eventuelt af varierende bredde, hen foran lyskilden. Da rotationshastigheden kunne holdes nogenlunde konstant, kunne fyret dermed gives en karakter, det vil sige, et fast mønster af perioder med lys og mørke. Denne konstruktion fik betegnelsen "rotator".