Navnet på en type fjeder der kan håndtere store kræfter uden at fylde meget. De består af en metalskive presset i konisk form. Kraften der kræves for at udligne den koniske form, giver den fjederende effekt. Fjedereffekten kan tilpasses ved at stable flere tallerkenfjedre. De kaldes også Belleville-fjeder eller blot koniske fjederskiver. Tallerkenfjedre tog man i anvendelse ved fyrvæsenet som erstatning for det stykke kraftige tov, benævnt en brog, man på fyrskibene længe havde anvendt til at dæmpe pludselig ryk i ankerkæderne. Man monterede i stedet kædestoppere baseret på tallerkenfjedre på fordækket.