Gnistsenderen er den første type radio anvendt til praktisk brug inden for søfarten. Fyrvæsenet fik allerede i 1901, og som en af de første herhjemme, etableret en radiostation. Man anskaffede tre gniststationer fra firmaet Allgemeine Elektrische Gesellschaft (AEG) i Berlin. De blev fordelt på Blåvands Huk fyrtårn og fyrskibsstationerne Vyl og Horns Rev. Blot få år senere i 1909 moderniserede man stationerne med bedre sendere fra det tyske firma Telefunken, også i Berlin.
Gnistsenderen fik løbende forbedringer, hvoraf tonegnistsenderen opfundet af Max Wien i 1906, var en af de betydelige.
Udviklingen af nye typer radioer, der sendte kontinuerlige bølger, og som dermed kunne anvendes til både telegrafering (morsesignal) og telefoni (tale) gik hurtigt og ved en international konference i Washington i 1927 traf man beslutning om at al gnisttelegrafering skulle afskaffes i løbet af få år. Igen var det danske fyrvæsen hurtig til at følge udviklingen og fik samme år installeret en radio baseret på radiorør ved Blåvands Huk fyr. Radiostationen fik navnet Blåvand radio.
Gnistsenderen fik løbende forbedringer, hvoraf tonegnistsenderen opfundet af Max Wien i 1906, var en af de betydelige.
Udviklingen af nye typer radioer, der sendte kontinuerlige bølger, og som dermed kunne anvendes til både telegrafering (morsesignal) og telefoni (tale) gik hurtigt og ved en international konference i Washington i 1927 traf man beslutning om at al gnisttelegrafering skulle afskaffes i løbet af få år. Igen var det danske fyrvæsen hurtig til at følge udviklingen og fik samme år installeret en radio baseret på radiorør ved Blåvands Huk fyr. Radiostationen fik navnet Blåvand radio.
Kildereferencer
| 1. | OXA, F. C. Wamberg, Radiofoniens udvikling. https://www.oxa.dk/wp-content/uploads/2025/05/Litt%20Tekniskeudvikling%20af%20radio%20Wamberg%201954.pdf |
 | |
| Gnistsender fabrikat Telefunken Type D 1,5 kW | |
| 1. | Foto: Wikimedia Commons © |