Da de første fyr blev taget i anvendelse var der så få af dem og det lys de afgav, så svagt, at de søfarende ikke var i tvivl om hvilket fyr de så lyset fra. Men allerede ved etableringen af fyr ved Nakkehoved i 1772 opstod der mulighed for forveksling med fyret ved Falsterbo på den anden side af Sundet. Dengang løste man problemet ved at etablere to fyr på Nakkehoved. Det er naturligvis en besværlig og dyr metode til at muliggøre identifikation af det enkelte fyr. Efterhånden som man gik bort fra kulfyring og fik mulighed for anvendelse af lamper med reflektorer og senere linser til forstærkning af lyset, opstod den idé, at lade lyset blinke i en bestemt forud defineret takt. Med viden om det enkelte fyrs takt/karakter, kunne de søfarende entydigt bestemme hvilket fyr, der var i sigte.
Gennem tiden er der anvendt forskellige metoder til frembringelse af blinkene. Før fresnellinsen kom til, benyttede man bladt andet roterende lamper med spejle til forstærkning af lysudsendelsen. En anden løsning var montering af jalousier foran en stationær lyskilde og linse, som ved åbning og lukning frembragte blinkene. Løsningen med jalousier blev primært anvendt til vinkelfyr.
Ved anduvningsfyr, som typisk skal udsende lys med større styrke og hele, eller en stor del, af horisonten rundt, kunne blinkene frembringes med en linse opbygget af flere fag, som i kraft af deres udformning, koncentrerede det udsendte lys i flere stråler. Kombineret med rotation af hele linsesystemet, med en konstant hastighed, fik lysstrålerne fra fyret en bestemt varighed og hyppighed, når betragtet på afstand.