Den tyske blikkenslagermester og opfinder Julius Pintsch i Berlin kan i 1851 præsentere et ny type gas, der er velegnet til brug for lygter til jernbanevogne og lokomotiver samt, viser det sig, til lystønder og ensomt beliggende fyranlæg.
Den nye gastype får på dansk betegnelsen fedtgas. Gassen fremstilles ved tør (dvs. uden atmosfærisk luft) destillation af mineralsk olie og kan efterfølgende komprimeres med op til 8 bar. Forsøger man at komprimere yderligere, omdannes gassen gradvis til væske, men vender derefter ikke tilbage til gasform, når trykket falder. Denne ulempe måtte man leve med frem til 1908, hvor en forbedret gastype bliver opfundet.
Udover komprimeringsevnen og højere energitæthed er gas, i modsætning til flydende brændbare væsker, nemmere at regulere mekanisk med en ventil. De petroleumslamper man anvendte til fyrtårne og fyrskibe var i starten vægebrændere og blev senere forbedret til glødenetsbrændere, men de krævede løbende manuel overvågning, påfyldning og regulering samt enten statisk montering eller kardansk ophængning. Disse forhold gjorde dem mindre egnede til brug i lystønder og ubemandede fyr.
Da den danske fyringeniør J. S. Fleischer hører om Julius Pintsch firmas udvikling af lystønder med blinkende lys, drevet af fedtgas, ser han en løsning til afmærkning af steder, hvor udlægning af et fyrskib ikke er hensigtsmæssigt. Han udarbejder på det grundlag i 1885 et forslag til etablering af et anlæg til produktion af fedtgas samt til anskaffelse af fire lystønder. Forslaget bliver vel modtaget og allerede i 1886 opføres en gasstation i Korsør, med gasværk bestående af ovne, dampmaskine og pumpe til fremstilling af fedtgas, alle fra firmaet Julius Pintsch i Berlin, som tillige leverer lystønderne.
Gasstationen tages i brug januar 1887 og de to første danske lystønder udlægges 27. april samme år, ved Hatter Barn og Røsnæs.
På trods af fedtgassens komprimering, krævede det en volumen på op til 10 m³ i lystøndernes beholder, for at holde fyret i drift i de ønskede minimum 3 måneder mellem hver påfyldning. Lystønden, som var fremstillet af bløde stålplader, fik som følger heraf en vægt på 6 ton.
I Tidsskrift for Søvæsen, årgang 1887, refereres der fra Efterretninger for Søfarende, om de nye lystønder:
Paa Grunden Batter Barns SØ Side er lstedenfor Vageren udlagt en Fyrtønde (Lysbøie) paa 6 Favne Vand; den er kegleformet, rød med hvidt Navn, 12 Fod høi o. V. og viser hvidt Blink af 5 Secunders Varighed, 8 Gange i Minutet. Lysvidde 6 Kvm. Ved Isgang bliver den indtagen og Vageren udlagt istedenfor; N. Br. 55° 52',4, Ø. Lgd 10° 52',2.
Ved Vestenden af Røsnæs (Revsnæs) er istedenfor den hvide Spidstønde udlagt en Fyrtønde (Lysbøie) paa 6 Favne Vand; den er kegleformet, hvid med rødt Navn ”Revsnæs”, 12 Fod høi over Vandet og viser hvidt Blink i 5 Secunder, 4 Gange i Minutet; Lysvidde 6 Kvm.; N. Br. 55° 45', Ø. Ldg. 10° 50',6. Ved Isgang inddrages den, og Spidstønden udlægges istedenfor.
Lystønderne viste sig at fungere tilfredsstillende. I de efterfølgende år steg antallet betydeligt og mindre gasdrevne fyranlæg fandt også anvendelsen på småøer og andre isolerede steder.
Ved slutningen af det 19. århundrede var der efterhånden udlagt over en håndfuld lystønder i Nordsøen i farvandet mellem Blåvandshuk og Horns Rev fyrskib samt i ruten fra Esbjerg havn til Grådyb fyrskib.
Da transporten af gas ad søvejen fra Korsør til den sydlige del af Nordsøen var lang og tidskrævende, anskaffede fyr- og vagervæsenet i 1898 to jernbanevogne til transport af gas fra Korsør over Storebælt til Esbjerg havn. Det gav en stor besparelse. Fra havnen kunne gassen ledes direkte over i tanke på det fast stationerede inspektionsskib, som i 1898 var det netop leverede Nordsøen.
Omkring år 1900 lykkes det den tyske ingeniør og kemiker Dr. Hermann Blau fra Augsburg, at udvikle en forfinet udgave af fedtgas, som fik navnet blaugas, efter sin opfinder. Blausgas er i væskeform vandlignende, så ”blau” i navnet, har alene med opfinderens navn at gøre.
Anvendelse af en forbedret proces med en lavere destillationstemperatur på 550-600°C, gjorde det muligt at fremstille en gas, der overgik til væsketilstand ved kompression og returnerede til gastilstand ved lavere tryk.
Ved at få gassen i væsketilstand ved højere tryk blev rumfanget væsentligt formindsket. Hvor 8 m³ fedtgas ved 8 bar tryk krævede en tank på 1000 liter, kunne 8 m³ af den nye type gas være i en beholder på 27 liter, ved et tryk på 100 bar.
En anden fordel var at gassen var fri for giftige kulilter, i modsætning til for eksempel gas udvundet fra kul. Tillige var det muligt at konstruere en til gassen passende glødenetsbrænder, hvilket bevirkede en væsentlig forbedret lysstyrke. Hvor en petroleumslampe med to væger kunne bringes til at opnå en lysstyrke på ca. 460 candela, kunne en blaugasbrænder opnå en lysstyrke på omkring 1800 candela, med omtrent samme energiforbrug.
Til sammenligning skal en fjernlyslygte på et køretøj, i flg. bekendtgørelse fra 2024, som minimum have en lysstyrke på 10.000 candela og den øvre grænse for den samlede lysstyrke fra fjernlyslygter er på svimlende 430.000 candela.
I 1903 åbner det første blaugasværk i Augsburg-Oberhausen, som ligger små 60 km nordvest for München i Tyskland.
De mange fordele ved blaugas bemærkedes også herhjemme. I 1908 lykkedes det at få en bevilling til indretning af et blaugasværk i Korsør på finansloven og allerede i 1910 er anlægget klar til brug.
Blaugas fik udbredt anvendelse ved fyrtønder og bundfaste fyr i havet samt især mindre fyr, uden fast bemanding. Omkring 1930 producerede gasstationen i Korsør 13 ton blaugas om året.
Flere år før fedtgas blev opfundet, havde man kendt til acetylen gas. Den engelske videnskabsmand Edmund Davy opdagede gassen i 1836, men den kom ikke i praktisk anvendelse på det tidspunkt. I 1860 bliver gassen genopdaget og tildelt navnet acetylen, af den franske kemiker Marcellin Berthelot.
Acetylen er meget brandfarlig ved blanding med ilt og kan tilmed detonere, hvis den metalflaske gassen opbevares i udsættes for stød.
På trods af disse faremomenter finder den svenske opfinder og Nobelpristager Gustaf Dalén gassen egnet til brug i lystønder, hvor han kan få lyset til at blinke med kraftig styrke, ved at danne bobler af gassen på en kontrolleret måde, der efterfølgende antændes ved kontakt med en konstant brændende mindre flamme.
Han har tilmed succes med at fremstille en solstyret ventil, der kan starte og stoppe dannelse af gasboblerne og dermed undgå unødig gasforbrug.
Disse opdagelser og opfindelser udløser i 1912 en Nobelpris i fysik.
Brug af acetylen og de af Gustaf Dalén konstruerede ventiler, finder også anvendelse hos det danske fyrvæsen. Der startes dog aldrig en produktion af acetylen på gasstationen i Korsør. Den købes i stedet færdig og fyldt på flasker hos andre leverandører.
Anvendelse af fedtgas og blaugas aftager i løbet af 1950’erne. I 1962 stopper gasproduktionen i Korsør helt og et par år senere er der ikke længere registreret personale tilknyttet gasstationen.
Den nye gastype får på dansk betegnelsen fedtgas. Gassen fremstilles ved tør (dvs. uden atmosfærisk luft) destillation af mineralsk olie og kan efterfølgende komprimeres med op til 8 bar. Forsøger man at komprimere yderligere, omdannes gassen gradvis til væske, men vender derefter ikke tilbage til gasform, når trykket falder. Denne ulempe måtte man leve med frem til 1908, hvor en forbedret gastype bliver opfundet.
Udover komprimeringsevnen og højere energitæthed er gas, i modsætning til flydende brændbare væsker, nemmere at regulere mekanisk med en ventil. De petroleumslamper man anvendte til fyrtårne og fyrskibe var i starten vægebrændere og blev senere forbedret til glødenetsbrændere, men de krævede løbende manuel overvågning, påfyldning og regulering samt enten statisk montering eller kardansk ophængning. Disse forhold gjorde dem mindre egnede til brug i lystønder og ubemandede fyr.
Da den danske fyringeniør J. S. Fleischer hører om Julius Pintsch firmas udvikling af lystønder med blinkende lys, drevet af fedtgas, ser han en løsning til afmærkning af steder, hvor udlægning af et fyrskib ikke er hensigtsmæssigt. Han udarbejder på det grundlag i 1885 et forslag til etablering af et anlæg til produktion af fedtgas samt til anskaffelse af fire lystønder. Forslaget bliver vel modtaget og allerede i 1886 opføres en gasstation i Korsør, med gasværk bestående af ovne, dampmaskine og pumpe til fremstilling af fedtgas, alle fra firmaet Julius Pintsch i Berlin, som tillige leverer lystønderne.
Gasstationen tages i brug januar 1887 og de to første danske lystønder udlægges 27. april samme år, ved Hatter Barn og Røsnæs.
På trods af fedtgassens komprimering, krævede det en volumen på op til 10 m³ i lystøndernes beholder, for at holde fyret i drift i de ønskede minimum 3 måneder mellem hver påfyldning. Lystønden, som var fremstillet af bløde stålplader, fik som følger heraf en vægt på 6 ton.
I Tidsskrift for Søvæsen, årgang 1887, refereres der fra Efterretninger for Søfarende, om de nye lystønder:
Paa Grunden Batter Barns SØ Side er lstedenfor Vageren udlagt en Fyrtønde (Lysbøie) paa 6 Favne Vand; den er kegleformet, rød med hvidt Navn, 12 Fod høi o. V. og viser hvidt Blink af 5 Secunders Varighed, 8 Gange i Minutet. Lysvidde 6 Kvm. Ved Isgang bliver den indtagen og Vageren udlagt istedenfor; N. Br. 55° 52',4, Ø. Lgd 10° 52',2.
Ved Vestenden af Røsnæs (Revsnæs) er istedenfor den hvide Spidstønde udlagt en Fyrtønde (Lysbøie) paa 6 Favne Vand; den er kegleformet, hvid med rødt Navn ”Revsnæs”, 12 Fod høi over Vandet og viser hvidt Blink i 5 Secunder, 4 Gange i Minutet; Lysvidde 6 Kvm.; N. Br. 55° 45', Ø. Ldg. 10° 50',6. Ved Isgang inddrages den, og Spidstønden udlægges istedenfor.
Lystønderne viste sig at fungere tilfredsstillende. I de efterfølgende år steg antallet betydeligt og mindre gasdrevne fyranlæg fandt også anvendelsen på småøer og andre isolerede steder.
Ved slutningen af det 19. århundrede var der efterhånden udlagt over en håndfuld lystønder i Nordsøen i farvandet mellem Blåvandshuk og Horns Rev fyrskib samt i ruten fra Esbjerg havn til Grådyb fyrskib.
Da transporten af gas ad søvejen fra Korsør til den sydlige del af Nordsøen var lang og tidskrævende, anskaffede fyr- og vagervæsenet i 1898 to jernbanevogne til transport af gas fra Korsør over Storebælt til Esbjerg havn. Det gav en stor besparelse. Fra havnen kunne gassen ledes direkte over i tanke på det fast stationerede inspektionsskib, som i 1898 var det netop leverede Nordsøen.
Omkring år 1900 lykkes det den tyske ingeniør og kemiker Dr. Hermann Blau fra Augsburg, at udvikle en forfinet udgave af fedtgas, som fik navnet blaugas, efter sin opfinder. Blausgas er i væskeform vandlignende, så ”blau” i navnet, har alene med opfinderens navn at gøre.
Anvendelse af en forbedret proces med en lavere destillationstemperatur på 550-600°C, gjorde det muligt at fremstille en gas, der overgik til væsketilstand ved kompression og returnerede til gastilstand ved lavere tryk.
Ved at få gassen i væsketilstand ved højere tryk blev rumfanget væsentligt formindsket. Hvor 8 m³ fedtgas ved 8 bar tryk krævede en tank på 1000 liter, kunne 8 m³ af den nye type gas være i en beholder på 27 liter, ved et tryk på 100 bar.
En anden fordel var at gassen var fri for giftige kulilter, i modsætning til for eksempel gas udvundet fra kul. Tillige var det muligt at konstruere en til gassen passende glødenetsbrænder, hvilket bevirkede en væsentlig forbedret lysstyrke. Hvor en petroleumslampe med to væger kunne bringes til at opnå en lysstyrke på ca. 460 candela, kunne en blaugasbrænder opnå en lysstyrke på omkring 1800 candela, med omtrent samme energiforbrug.
Til sammenligning skal en fjernlyslygte på et køretøj, i flg. bekendtgørelse fra 2024, som minimum have en lysstyrke på 10.000 candela og den øvre grænse for den samlede lysstyrke fra fjernlyslygter er på svimlende 430.000 candela.
I 1903 åbner det første blaugasværk i Augsburg-Oberhausen, som ligger små 60 km nordvest for München i Tyskland.
De mange fordele ved blaugas bemærkedes også herhjemme. I 1908 lykkedes det at få en bevilling til indretning af et blaugasværk i Korsør på finansloven og allerede i 1910 er anlægget klar til brug.
Blaugas fik udbredt anvendelse ved fyrtønder og bundfaste fyr i havet samt især mindre fyr, uden fast bemanding. Omkring 1930 producerede gasstationen i Korsør 13 ton blaugas om året.
Flere år før fedtgas blev opfundet, havde man kendt til acetylen gas. Den engelske videnskabsmand Edmund Davy opdagede gassen i 1836, men den kom ikke i praktisk anvendelse på det tidspunkt. I 1860 bliver gassen genopdaget og tildelt navnet acetylen, af den franske kemiker Marcellin Berthelot.
Acetylen er meget brandfarlig ved blanding med ilt og kan tilmed detonere, hvis den metalflaske gassen opbevares i udsættes for stød.
På trods af disse faremomenter finder den svenske opfinder og Nobelpristager Gustaf Dalén gassen egnet til brug i lystønder, hvor han kan få lyset til at blinke med kraftig styrke, ved at danne bobler af gassen på en kontrolleret måde, der efterfølgende antændes ved kontakt med en konstant brændende mindre flamme.
Han har tilmed succes med at fremstille en solstyret ventil, der kan starte og stoppe dannelse af gasboblerne og dermed undgå unødig gasforbrug.
Disse opdagelser og opfindelser udløser i 1912 en Nobelpris i fysik.
Brug af acetylen og de af Gustaf Dalén konstruerede ventiler, finder også anvendelse hos det danske fyrvæsen. Der startes dog aldrig en produktion af acetylen på gasstationen i Korsør. Den købes i stedet færdig og fyldt på flasker hos andre leverandører.
Anvendelse af fedtgas og blaugas aftager i løbet af 1950’erne. I 1962 stopper gasproduktionen i Korsør helt og et par år senere er der ikke længere registreret personale tilknyttet gasstationen.
Betegnelser
| Betegnelse | Fra |
|---|---|
| Gasstation, Korsør | 1887 |
Lokaliteter
| Adresse | Fra | Til | Tilstand | Anvendelse |
|---|---|---|---|---|
| Søbatteriet, Korsør | 1887 | 1965 −2/+0 år | Eksisterer ikke længere eller pågældende enhed eller funktion er nedlagt eller ophørt. | Ikke relevant i denne sammenhæng. |
Personale
| Fra | Til | Navn | Titel |
|---|---|---|---|
| 01-01-1887 | 31-03-1897 | Ludvig Martin Jühne | Bestyrer |
| 01-04-1897 | 31-03-1911 | Ludvig Martin Jühne | Fyrassistent |
| 01-04-1911 | 31-08-1928 | Christian Sophus Wettendorff Bech | Fyrpasser |
| 01-04-1911 | Ludvig Martin Jühne | Fyrmester | |
| 01-06-1921 | 31-08-1928 | Poul Frederik Jühne | Fyrassistent |
| 01-01-1925 | 30-09-1925 | Carl August Bruun Rasmussen | Fyrassistent |
| 01-09-1928 | Christian Sophus Wettendorff Bech | Fyrassistent | |
| 01-09-1928 | 31-05-1941 | Axel Meyer Nielsen | Fyrpasser |
| 01-09-1928 | Poul Frederik Jühne | Bestyrer | |
| 01-04-1941 | Theo Roger Ranthe | Tømmermand | |
| 01-05-1943 | Peder Jensen Fischer | Overmatros | |
| 01-03-1946 | 30-04-1947 | Poul Vistrup | Fyrpasser |
| 01-05-1947 | Svend Emmanuel Hansen | Fyrpasser | |
| 15-03-1960 | Poul Aksel Tribler | Overmotormand |
Kildereferencer
| 1. | Danmarks fyrtårne og fyrskibe, s. 20 |
| 2. | Det kgl. danske Fyrvæsen 1560 - 1927, s. 71 https://slaegtsbibliotek.dk/925046.pdf |
| 3. | Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg - Årbog, 1960, s. 119-120, 123-124, 138 https://slaegtsbibliotek.dk/923603.pdf |
| 4. | Tidsskrift for Søvæsen, 1887, s. 233, 235 (pdf 240, 242) https://marinehist.dk/TFS/Heleaarg/1887-TFS.pdf |
| 5. | Jernbanen.dk, Kongelig Dansk Fyrvæsen https://www.jernbanen.dk/dsb_zvogn.php?aar=1893&id=12 |
 | |
| Gasstation, Korsør | Før 1927 |
| 1. | Foto: Det kgl. danske Fyrvæsen 1560 - 1927 |