Historie - Fyrtårne
Et organiseret fyrvæsen i danmark, startede med Kong Frederik 2. som den 8/6 1560 sendte en besked til Otto Brahe, lensmand på Aalborghus, Jacob Brockenhuus, lensmand på Helsingborg og Jenns Jul, lensmand på Kalø, der pålagde dem at etablere afmærkning af sejlruten mellem Skagen og Falsterbo (Sverige), med fyrtårn ved Skagen, Anholt og Kullen (Sverige). Dette var første gang i historien, hvor en sø-rute blev afmærket.
Til de første fyrtårne anvendtes et brændebål som lysgiver. Bålet var i starten anbragt på en såkaldt "fyrpande", senere i et jernstativ kaldet "lampen", som kunne hejses op i til en højde af omkring 20 alen (12,5 m.). Den konstruktion som lampen var anbragt i, kender man ikke med sikkerhed. Man ved at den blev kaldt en "Papegøje", men har ingen kilder der med sikkerhed afbilder en "Papegøje".
Brug af træ som fyringsmateriale gjorde efterhånden så stort et indhug på de omkringliggende skove, at man måtte til at hente det langvejs fra. Da arbejdet med at holde fyrtårnet tændt tilmed var besværligt, selv efter datidens forhold, måtte man finde en anden lysgiver. Frem til 1606 benyttede man tran, som blev fabrikeret lokalt af fiskelever, derefter gik man over til talglys og senere omkring 1620 stenkul.
Til tran og talglysene byggede man fyrtårne af træ, med en såkaldt "lygte" på toppen hvor lysene var anbragt.
Da stenkullene tog over, anbragte man i starten kulbålet på toppen af de eksisterende fyrtårne. Det viste sig hurtigt at være en dårlig idé. Dels skulle kullene slæbes op i fyrtårnet og dels var der stor risiko for, at der gik ild i tårnet.
Løsningen på dette kom i form af vippefyret, som blev en stor succes. De var som farvandsfyr i brug helt frem til 1788 (Anholt) og som havnefyr endnu længere.
Efterhånden blev vippefyrene dog erstattet af murede fyrtårne med et åbent kulbål på toppen. Kulfyrene blev senere forbedret ved at anbringe bålet inde i en overdækket metalkonstruktion med ruder (lanterne), fx Nakkehoved Øst. Det var forløberen for det moderne fyrtårn. Kullene blev senere afløst af lamper hvorfra lyset blev reflekteret og forstærket af spejle.
Den næste store revolution kom med franskmanden Fresnel's opfindelse af linser til forstærkning af lyset. Det første fyrtårn med linse var Kronborg (1842). Linser var herefter enerådende som den mest effektive metode til forstærkning af lyset, og er det den dag i dag. Naturligvis blev linsesystemerne forbedret og forfinet gennem tiden, men princippet var og er det af Fresnel opfundne.
Belysningskilderne blev også løbende forbedret. Udviklingen gik fra lamper med væger over mere effektive lamper med glødenet til elektriske glødelamper, som indtil for nylig anvendtes overalt. Udviklingen stopper jo ikke og halogenpærer, lysdioder og andre nye lyskilder samt lysforstærkere tages løbende i brug.
Til de første fyrtårne anvendtes et brændebål som lysgiver. Bålet var i starten anbragt på en såkaldt "fyrpande", senere i et jernstativ kaldet "lampen", som kunne hejses op i til en højde af omkring 20 alen (12,5 m.). Den konstruktion som lampen var anbragt i, kender man ikke med sikkerhed. Man ved at den blev kaldt en "Papegøje", men har ingen kilder der med sikkerhed afbilder en "Papegøje".
Brug af træ som fyringsmateriale gjorde efterhånden så stort et indhug på de omkringliggende skove, at man måtte til at hente det langvejs fra. Da arbejdet med at holde fyrtårnet tændt tilmed var besværligt, selv efter datidens forhold, måtte man finde en anden lysgiver. Frem til 1606 benyttede man tran, som blev fabrikeret lokalt af fiskelever, derefter gik man over til talglys og senere omkring 1620 stenkul.
Til tran og talglysene byggede man fyrtårne af træ, med en såkaldt "lygte" på toppen hvor lysene var anbragt.
Da stenkullene tog over, anbragte man i starten kulbålet på toppen af de eksisterende fyrtårne. Det viste sig hurtigt at være en dårlig idé. Dels skulle kullene slæbes op i fyrtårnet og dels var der stor risiko for, at der gik ild i tårnet.
Løsningen på dette kom i form af vippefyret, som blev en stor succes. De var som farvandsfyr i brug helt frem til 1788 (Anholt) og som havnefyr endnu længere.
Efterhånden blev vippefyrene dog erstattet af murede fyrtårne med et åbent kulbål på toppen. Kulfyrene blev senere forbedret ved at anbringe bålet inde i en overdækket metalkonstruktion med ruder (lanterne), fx Nakkehoved Øst. Det var forløberen for det moderne fyrtårn. Kullene blev senere afløst af lamper hvorfra lyset blev reflekteret og forstærket af spejle.
Den næste store revolution kom med franskmanden Fresnel's opfindelse af linser til forstærkning af lyset. Det første fyrtårn med linse var Kronborg (1842). Linser var herefter enerådende som den mest effektive metode til forstærkning af lyset, og er det den dag i dag. Naturligvis blev linsesystemerne forbedret og forfinet gennem tiden, men princippet var og er det af Fresnel opfundne.
Belysningskilderne blev også løbende forbedret. Udviklingen gik fra lamper med væger over mere effektive lamper med glødenet til elektriske glødelamper, som indtil for nylig anvendtes overalt. Udviklingen stopper jo ikke og halogenpærer, lysdioder og andre nye lyskilder samt lysforstærkere tages løbende i brug.
Kildereferencer
| 1. | Det kgl. danske Fyrvæsen 1560 - 1927, s. 19-48 https://slaegtsbibliotek.dk/925046.pdf |
| 2. | Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg - Årbog, 1960, Det danske Fyrvæsen gennem 400 år. https://slaegtsbibliotek.dk/923603.pdf |
 | |
| Rekonstruktion af Skagen vippefyr. | 06-10-1999 |
| 1. | Foto: Ole Henrik Lemvigh |
 | |
| Halsskov kulblus fyr | 10-08-2006 |
| 2. | Foto: Ole Henrik Lemvigh |
 | |
| Tegning til et fyrtårn på Fakkebjerg forfattet af Poul Løwenørn i juni 1804 | |
| 3. | |
 | |
| Tegning til Danmarks første blinkfyr, Christiansø fyr, opr. 1805. | |
| 4. | Tegning: Det Kongelige Danske Videnskabers-Selskabs Skrifter 1805-07 - Fjerde Bind |
 | |
| Linseapparat med urværk til hurtig rotation. | |
| 5. | Tegning: Det kgl. danske Fyrvæsen 1560 - 1927 |